Jul

Juleopskrifter

Æbleskiver

(ca. 50 stk.)

 

1 l kærnemælk

4 æg

600 g hvedemel

1 tsk fint salt

2 spsk natron

1 tsk vanillesukker

1 tsk kardemomme

evt. 1 tsk revet skal af citron

 

Rør æg og kærnemælk sammen og tilsæt øvrige ingredienser lidt efter lidt. Pisk til dejen er uden klumper.

Lad dejen hvile 1/2 time.

Steg æbleskierne i klaret smør (smelt en klump smør ved lav varme og hæld det i et slankt glas. Lad det stå et par minutter og skum så det øverste lag af. Hæld det klare smør (gulligt) i en skål og brug det til at stege i. Det hvide bundfald kasseres.) Varm æbleskivepanden godt op inden der kommes en anelse klaret smør i alle hullerne. Det er sikker nødvendigt at komme lidt smør på panden hver eller hver anden gang.

Kan fryses.

Juleboller

12 stk.

75 g smør i tern

250 g hvedemel eller sigtet speltmel

1/2 tsk groft salt

25 g (rør)sukker

1 tsk vanillesukker

1 tsk fint revet citronskal

1 dl mælk

25 g gær

2 æg

75 g rå marcipan

25 g rosiner

50 g dadler, figner eller tranebær (eller en blanding) skåret i i mindre stykker

50 g hele mandler

 

Rør mel og smør sammen, så dejen er smuldret.

Bland sukker, krydderier og citronskal i.

Lun mælken og rør gæren ud heri. Rør æggene i mælkeblandingen og bland så mel- og mælkeblanding sammen. Rør til det er en lind og blød dej og tilsæt nødder og, frugter og groft revet marcipan.

Dæk dejen til og lad den hæve på køkkenbordet i ca. 45 min.

Sæt boller af på plade med to skeer - dejen er blød og fedtet.

Efterhæv ca. 30 min.

Drys evt. med rørsukker eller en blanding af hakkede mandler og perlesukker.

Bag ca. 12 minutter ved 225 grader.

Kan fryses.

Panforte

(Obs - stor portion - ca. 3 tærteforme á 20 cm)

180 g mørk chokolade

500 g smuttede mandler, hasselnødder, pecannødder, valnødder (ikke for mange), cashew, pinjekerner, usaltede peanuts - bland selv og rist let på panden)

450 g honning

250 g sukker

550 g blandet tørret frugt (fx dadler, abrikoser, blåbær, figner, goji, kirsebær, tranebær, morbær, æbler - skåret i mindre stykker)

2 cm frisk ingefær (revet) eller 10 g stødt

250 g mel

100 g cacao

15 g stødt kanel

7 g hvid peber (mindre, hvis far skal være vild med det ;o))

10 g allehånde

reven skal af 2 appelsiner

 

Smelt chokoladen over vandbad.

Smelt sukker og honning i en gryde. Det skal være 112 grader varmt. Dryp en dråbe sirup i koldt vand og se om den kan formes til en lille kugle. Hvis ikke, skal det varmes lidt mere - til 116 grader. Rør chokoladen i straks.

Bland de tørre ingredienser sammen i en stor skål og rør chokolade/sirupsblandingen i. Det bliver en sej dej.

Fordel dejen i små forme - ca. 2-2 1/2 cms tykkelse. Glat overfladen med en våd ske.

Bag i 25 min. ved 150 grader.

Køl helt af og pak ind i plastfolie.

Det er langtidsholdbart (ved stuetemperatur).

Glögg-ekstrakt 

250 g farin, 3 dl vand, 8 stænger hel kanel, 15 hele nelliker, 10 kardemommekapsler, evt. 3 stjerneanis, skal af 1 citron og 1 appelsin, saften af  citron og appelsen presses og hældes i.

Det hele koges sammen - skal bare lige koge op. Hældes på et sylteglas og trækker 1 uges tid inden det kan bruges. Sies ned i rødvin og rosiner, som smages til med sukker, appelsin- eller solbærsaft ved opvarmning. Hakkede mandler tilsættes til sidst.

Man skal smage sig frem til, hvor meget glöggekstrakt, der skal i vinen.

Vinter-Aperol

Glöggekstrakten blandes med kold prosecco. 

Pynt med stjerneanis.

Spicy apple (børneglögg)

1 l ufiltreret æblejuice (kan også laves med æblecider)

10 nelliker

4 kanelstænger

et par skiver frisk ingefær eller 1 tsk stødt

evt. en stjerneanis

evt. tørrede tranebær (kommes kruset i lige før servering)

 

Varm det hele op og lad det småsimre i 10 minutter. Smag til med sukker.

Hvis der skal være alkohol i, kan der tilsættes 1/2 dl calvados og/eller 1/2 -1 dl rom.

Kan hældes på flaske, der er skyllet i Atamon og holder sig så en god uges tid i køleskab (uden alkohol, som først bør tilsættes lige før servering).

Gingernuts

ca. 30 stk.

125 g blødt smør

275 g hvedemel

1 tsk bagepulver

4 tsk stødt ingefær

1 tsk stødt kanel

1/2 tsk stødte nelliker

200 g (rør)sukker

1 mellemstort æg

4 spsk lys sirup (kan erstattes af honning eller farin)

 

Bland alle de tørre ingredienser godt sammen i en skål. Ælt det sammen med det bløde smør (skåret i små klumper). Tilsæt æg og sirup og ælt det godt sammen.

Form dejen til 2 tykke pølser med en diameter på 4-4,5 cm. Pak dejen ind i film og læg den i køleskabet i mindst 1 time.

Skær dejen i kager på 3 mm tykkelse og læg dem med lidt afstand på pladen - de flyder en smule ud. Bages til de er gyldne  - ca. 8-10 minutter ved 180 grader. Afkøles på en rist.

(Dejen kan holde sig i køleskab 4-5 dage og kan også fryses.)

Cheese cake med julesmag

150 g Bastogne kager

100 g Digestive

50 g mandler

80 g smeltet smør

 

Bastogne og Digestive blendes til groft rasp. Mandler blendes, men må gerne være lidt mere grove end kiksene. Blandes og røres sammen med smeltet smør. Smør formen (gerne tærtefad med høj kant og løs bund eller springform (20 cm) (i springform kan der klemmes bagepapir fast på bunden med ringen, så skal kun kanten smøres)).

Fordel massen på bund og op ad siderne. Stil på køl og rør imens cremen af:

400 g flødeost

1 1/2 dl creme fraiche 18%

50 g brun farin

korn af 1 vanillestang eller 2 tsk vanillesukker

2 tsk kanel

1 tsk kardemomme

1/2 tsk allehånde

1 tsk ingefær

2 æg

Hæld massen i formen og bag ved 150 grader i ca. 25 min., hvis tærteform og ca. 50 min. hvis springform.

Køl helt af i formen og server kold. Kagen kan fint stå til næste dag.

Drys med kanel ved servering.

Brunkager

(Blomsterbergs)

250 g smør

125 g sirup

250 g farin

smeltes i en gryde ved middelvarme. Tag det af varmen, når det er 70 grader (brug et termometer (hvis det bliver for varmt kan kagerne smage brændt)).

Rør 2 tsk potaske ud i et par spsk vand og hæld det i den varme sirupsblanding.

Bland

500 g hvedemel

3 tsk kanel

1 tsk nellike

2 tsk ingefær

1 tsk allehånde

150 g hele, smuttede mandler

25 g hele usaltede pistaciekerner i en skål og ælt hurtigt sirupsblandingen i - gerne i røremaskine.

Læg bagepapir i en firkantet form med lige kanter (18x18 cm) og pres dejen godt ud i formen. Glat overfladen og dæk med film. Afkøl ved stuetemperatur, sæt det på køl og skær så stænger, så der bagefter kan skæres helt firkantede, tynde kager.

Kan lægges tæt på bageplade og bages ved 180 grader i 9-12 minutter. Hold øje med dem og vend pladerne halvvejs.

Køl af på bagerist og spis hele december :-) Det er en stor portion!

Man kan evt. tilsætte 60 g sukat eller syltet appelsin samtidig med mandlerne.